Vandglad med Mor og Far 2 - 3 år, 3 - 4 år, 2 - 4 år
Der er ingen forudsætninger for at deltage på holdet.
For barnet der ikke før har gået til svømning vil der være en løbende introduktion og ikke mindst er værdien af at kigge på de andre børn særligt stor i denne alder.
Svømning i Vandglad er vandglæde og fortrolighed med vand. Det skal være sjovt at svømme, bevæge sig i vandet, springe og dykke. På disse hold vil børnene kunne begynde at klare sig selv i vandet med eller uden hjælpemidler i form af slanger eller en let støttende hånd fra mor eller far. Øvelser tager udgangspunkt i barnets alder og et samspil mellem sanser, hjerne, krop og bevægelser.
Legene er sammenlignet med hold med yngre svømmere mere udfordrende. Der er fokus på selvstændighed. I denne aldersgruppe arbejdes målrettet for at børnene bla står med tæerne ud over kanten før et spring og at de med et skub eller afsæt fra mor eller far selv kan komme ind til og kravle op på kanten. Undervisningen vil være et mix af hop, leg og selvlivredning fra kanten, sang med tilhørende bevægelser/øvelser, forestillingslege og dyk. Vi øver at barnet kan få hovedet under vand for at give mulighed for mange flere lege. For barnet der ikke dykker arbejdes der på at de kan få hagen, munden og næsen under vand. I denne alder begynder børnene at kunne slappe af når de flyder som et Y, X eller I.
Instruktøren er selvfølgelig med i vandet for bedst at kunne støtte og guide.
Alle aktiviteter sker på barnets præmisser.
Undervisningen foregår i varmtvandsbassinet på CKU (Viborghus) Rosenstræde 6, 8800 Viborg